Sam Altman: Overbevisning, tvivl og brudt tillid i AI

For en mand, der bygger et af de mest magtfulde selskaber inden for kunstig intelligens, har Sam Altman altid vækket en særlig form for fascination. Beundring, mistanke, endda frygt. Den seneste gnist kommer fra en lang undersøgelse i The New Yorker, som tegner et billede af OpenAI-chefen som en overbevisningsmester, der præcist ved, hvordan man vinder skeptikere over, blot for efterfølgende at lade dem spekulere på, hvad, hvis noget, de virkelig kan stole på.

Ifølge artiklen beskriver flere insiderkilder fra tech-branchen Altman som en, der er optaget af at være vellidt, men samtidig tryg ved at sige det, der i øjeblikket er nødvendigt for at holde folk på linje med ham. En tidligere OpenAI-bestyrelsesmedlem gik længere og kaldte ham en "sociopat" og hævdede, at han næsten uhyggeligt kan være afkoblet fra konsekvenserne af at bøje sandheden.

En poleret præsentation og en flyttende linje

New Yorker-beretningen antyder, at Altmans største styrke ikke er teknisk genialitet, men følelsesmæssig kalibrering. Han siges at have en usædvanlig evne til at aflæse rummet, spejle ingeniørers, investorers og regulatorers prioriteringer og fremstille sig selv som den person, der mest sandsynligt vil beskytte deres bekymringer.

Den evne, siger kritikere, kan også blive en fælde. I artiklen fremstilles Altman som en, der bruger AI-sikkerhed som et overtalelsesværktøj, beroliger bekymrede insiderkilder når det er nødvendigt og derefter bevæger sig i en anden retning, når presset lettes. Anklagen er ikke bare, at han er ambitiøs. Den er, at hans ambitioner kommer indpakket i løfter, som måske ikke holder længe.

Den afdøde programmør og netaktivist Aaron Swartz, som krydsede spor med Altman i de tidlige Y Combinator-år, advarede angiveligt venner om, at han ikke kunne stole på. "Han ville gøre hvad som helst," sagde Swartz ifølge beretningen. Kommentaren bærer en særlig tung skygge på grund af Swartzs indflydelse i tech-kulturen og den moralske tyngde, hvormed hans ord nu huskes.

Artiklen genbesøger også en dybt alvorlig anklage fra Altmans søster, som har indgivet en civil sag, hvor hun anklager ham for år med seksuelt misbrug med start i tidlig barndom. Altman, sammen med hans mor og brødre, har afvist påstandene. Anklagerne er fortsat en del af den bredere offentlige debat om en skikkelse, hvis indflydelse nu rækker langt ud over Silicon Valley.

Så er der forretningssiden, hvor portrættet bliver endnu skarpere. Flere personer citeret af The New Yorker beskriver Altman mindre som en bygger i ingeniørforstand og mere som en fulendt aftaleskaber, en, der kan overbevise investorer, ledere og kolleger om, at deres værdier er hans egne.

"Jedi-hjernetricks," kaldte en teknologichef det. Udtrykket lyder farverigt, men meningen er direkte nok. Folk forlader samtaler overbeviste, endda oplivede, for siden at indse, at jorden måske er rykket under dem.

Et af de tydeligste eksempler i reportagen involverer Anthropic-direktøren Dario Amodei, en tidligere OpenAI-chef, der til sidst forlod virksomheden for at skabe en konkurrent med fokus på AI-sikkerhed. Ifølge noter gennemset af The New Yorker pressede Amodei på en liste med sikkerhedskrav under forhandlingerne om en vigtig Microsoft-investering i 2019. Altman gik med til dem, i det mindste på papiret. Men da aftalen nærmede sig afslutning, opdagede Amodei, at en ny bestemmelse stille og roligt havde undermineret hans øverste betingelse. Da han konfronterede Altman, benægtede OpenAI-chefen angiveligt, at klausulen overhovedet eksisterede, selvom Amodei læste den højt for ham.

Microsofts administrerende direktør Satya Nadella optræder i artiklen som en anden leder fanget i Altmans kølvand. Folk inden for Microsoft siger angiveligt, at relationen er blevet anstrengt af gentagne tvister om aftaler og forventninger. En leder sagde, at Altman "forkerte, fordrejede, genforhandlede, svigtede aftaler," en række anklager der antyder ikke bare én fejl, men et mønster.

Denne år gav endnu en gnist. Samme dag som OpenAI genbekræftede Microsoft som den eksklusive leverandør til sine hukommelsesløse AI-modeller, annoncerede virksomheden også en separat aftale på 50 milliarder dollars med Amazon knyttet til sin Frontier-platform for AI-agenter. Microsoft angav ifølge reportagen, at de var parate til at udfordre trinnet juridisk om nødvendigt. I en sektor allerede defineret af nådesløs konkurrence er det den slags spænding, der hurtigt kan tegne nye alliancer.

Ikke alle i artiklen ser Altman som en stor skurk, der planlægger i skyggerne. Sue Yoon, en tidligere OpenAI-bestyrelsesmedlem, gav en anden fortolkning. For hende var han ikke så meget en machiavellisk mastermind som en, fanget i sit eget momentum, der tror på sin seneste præsentation, også når den ikke længere stemmer overens med virkeligheden.

"Han er for fanget i sin egen selvtillid," sagde Yoon. "Så han gør ting, der, hvis du lever i den virkelige verden, ikke giver mening. Men han lever ikke i den virkelige verden."

Det kan være den mest afslørende linje af alle. For i AI-løbet kan tro være valuta, overtalelse kan være magt, og selvtillid kan flytte milliarder. Men når løfterne begynder at vakle, bemærker folkene omkring bordet det hurtigt. Og når det sker, er tillid det første, der knækker.